ATC-gruppe A08 – Anoreksika/Malabsorbtiva
Rekommandation
Vægttab af størrelsesorden 3 kg efter 1 års behandling er vist for orlistat ved samtidige livsstilsændringer. Da effekten er beskeden, rekommanderes præparatet med forbehold til adipøse personer og overvægtige personer med risikofaktorer. Amfepramon rekommanderes ikke, idet risikoen for bivirkninger vurderes at være for høj i forhold til effekten. Rekommanderet Ingen. Rekommanderet med forbehold eller i særlige tilfælde Orlistat 60/120 mg x 3 Ikke rekommanderet Amfepramon 25 mg x 3/75 mg x 1.
Lægemidler
Effekt
Bivirkninger
Interaktioner
Graviditet og amning
Forfattere
Referencer
Lægemidler
Notatet omfatter to lægemidler godkendt som tillægsbehandling til livsstilsændringer af adipøse personer eller overvægtige personer med risikofaktorer: det gastrointestinalt virkende malabsorptivum orlistat og det centralt stimulerende anoreksikum amfepramon.
Effekt
Effekten af anoreksika/malabsorptiva er kun dokumenteret som tillæg til diæt og kostvejledning. Der er ingen evidens for effekten af anoreksika/malabsorptiva på død og kardiovaskulær sygdom. Orlistat - vægttab
Middelvægttabet efter 1 - 4 års behandling med orlistat af obese, diabetespatienter, overvægtige personer med hyperlipidæmi og hypertension er på 2,9 kg set i forhold til placebo. I subgruppen af patienter med diabetes er vægttabet 2,3 kg. Et klinisk betydningsfuldt vægttab på over 5 % af den initiale vægt ses i gennemsnit hos 21 % flere end i placebogruppen (Rucker 2007). Hos overvægtige med hypertension ses et placebokorrigeret vægttab på 3,7 kg (Siebenhofer 2008). Der ses generelt lidt større vægttab med 120 mg x 3 end med 60 mg x 3 (ca. 0,5 - 1 kg), men forskellene er ikke signifikante (Rössner 2000, Hauptman 2000).
Orlistat 120 mg x 3 er fundet at reducere BMI med 0,9 – 4,2 kg/m2 i forhold til placebo hos adipøse unge under 18 år (Rogovik 2010).
Orlistat bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.
Orlistat - vægtvedligeholdelse
Der ses signifikant mindre vægtøgning (ca. 2 kg) hos personer, der fortsætter med orlistatbehandling end hos de, der overgår til placebo efter 1 års orlistatbehandling (3,2 vs 5,6 kg) (Sjöström 1998, Davidson 1999).
Vægttabet stopper efter ca. 26 -52 ugers behandling med både orlistat og placebo, men et opnået vægttab på ca. 5-10 % af initialvægten bevares hos signifikant flere (11-20 %) orlistat- end placebobehandlede (Sjöström 1998, Davidson 1999, Hauptman 2000, Rössner 2000, Torgerson 2004). Orlistat – andre risikofaktorer
Orlistat medfører statistisk signifikante fald i BMI (1 kg/m2), taljeomfang (2 cm), systolisk blodtryk (1,5 mm Hg), diastolisk blodtryk (1,4 mm Hg), total kolesterol (0,32 mmol/l), LDL (0,26 mmol/l) og HDL (0,03 mmol/l). Triglycerideniveauet og den samlede Framingham risikoscore er uændret (Rucker 2007).
Hos patienter med diabetes reduceres fasteglukose med 1 mmol/l og Hba1c med 0,4 %-point (Rucker 2007). Hos patienter med nedsat glukosetolerans ses en 2,8 % lavere risiko for at udvikle diabetes over 4 år (Torgerson 2004).
Hos overvægtige med hypertension er faldet i systolisk hhv diastolisk blodtryk på 2,5 hhv 1,9 mm Hg (Siebenhofer 2008). Amfepramon
Der ses et gennemsnitligt placebokorrigeret vægttab på 3 kg i en metaanalyse af studier af 6-52 ugers varighed (Haddock 2002). Der er ingen evidens for en vægtvedligeholdende effekt af amfepramon eller for påvirkning af andre risikofaktorer. Amfepramon bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.
Bivirkninger
Orlistat
Dosisafhængige gastrointestinale bivirkninger ses hos 10 - 30 % flere orlistat- end placebobehandlede; fækal inkontinens ses 6 % hyppigere (Rucker 2007, Siebenhofer 2008).
Amfepramon
Amfepramon har ligheder med amfetamin, og kan medføre afhængighed. Tilfælde af svær, ofte letal, pulmonal hypertension er beskrevet. Depression og psykose vurderes som hyppige (>1/10) og takykardi er almindelig (>1/100 og <1/10) (SPC Regenon).
Interaktioner
Orlistat må ikke anvendes samtidig med ciclosporin, warfarin eller andre orale antikoagulantia (SPC alli). Amfepramon må ikke anvendes samtidig med MAO-hæmmere (SPC Regenon).
Graviditet og amning
Orlistat og amfepramon må ikke anvendes under graviditet og amning (SPC Regenon, SPC alli).
Forfattere
Udarbejdet af IRF med deltagelse af følgende eksterne specialister:
Jan Erik Henriksen - Dansk Endokrinologisk Selskab Jørgen Rungby - Dansk Endokrinologisk Selskab Ole Snorgaard - Dansk Endokrinologisk Selskab Lars Jørgen Hansen - Dansk Selskab for Almen Medicin Douglas Henderson - Dansk Selskab for Almen Medicin Jens Peter Kroustrup - Dansk Selskab for Adipositasforskning
Institut for Rationel Farmakoterapi, 13. oktober 2011
Referencer
- Davidson M, Hauptman J, DiGirolamo M et al. Weight control and risk factor reduction in obese subjects treated for 2 years with orlistat: a randomized controlled trial. JAMA 1999;3:235-42.
- Haddock CK,Poston WSC Dill PLet al.Pharmacotherapy for obesity: a quantitative analysis of four decades of published randomized clinical trials. Int J Obes 2002;26:262-73.
- Hauptman J, Lucas C, Boldrin M et al. Orlistat in the Long-term Treatment of Obesity in Primary Care Settings. Arch Fam Med 2000; 9:160-7.
- Rucker D, Padwal R, Li SK et al. Long term pharmacotherapy for obesity and overweight: updated meta-analysis. BMJ 2007;335:1194-99.
- Rössner S, Sjöström L, Noack R on behalf of the European Orlistat Obesity Study Group. Weight loss, weight maintenance, and improved cardiovascular risk factors after 2 years treatment with orlistat for obesity. Obes Res 2000;8:49-61.
- Sjöström L, Rissanen A, Andersen T for the European Multicentre Orlistat Study Group. Randomised placebo-controlled trial of orlistat for weight loss and prevention of weight regain in obese patients. Lancet 1998;352:167-72.
- SPC alli dateret 21. december 2009 på www.ema.europa.eu
- SPC Regenon dateret 11. jan 2010 på www.produkteresume.dk
- Torgerson JS, Hauptman J,BoldrinMNet alXENical in the Prevention of Diabetes in Obese Subjects (XENDOS) Study. Diabetes Care 2004;27:155-61.
|