Ny advarsel for antipsykotika
Flere randomiserede studier har vist, at de nyere antipsykotiske lægemidler (2. generationsantipsykotika som Abilify, Risperdal, Seroquel og Zyprexa) er forbundet med en øget risiko for død hos ældre med demens.
For de ældre antipsykotika (1. generation) foreligger ikke randomiserede undersøgelser, som belyser risici ved behandling af demente, men flere farmakoepidemiologiske undersøgelser har vist, at risikoen for død og apopleksi gælder både 1. som 2. generationsantipsykotika, og der således er tale om en klasseeffekt.
Senest har det europæiske lægemiddelagentur (EMEA) konkluderet, at 1. generationsantipsykotika også kan være forbundet med øget dødelighed hos ældre med demens, hvilket vil medføre en advarsel i produktresuméet i lighed med den der allerede forefindes for 2. generationsantipsykotika (se nyhed fra EMEA her).
IRF mener derfor, at der fortsat er god grund til at være tilbageholdende med antipsykotika hos ældre demente patienter, da effekten på adfærdsforstyrrelser og psykotiske symptomer endvidere er marginal eller tvivlsom.
• Uro, rastløshed, råben, dørsøgen kan og skal ikke behandles med antipsykotisk medicin.
• Ved aggression/voldelig adfærd bør evt. behandling foregå i kortest mulig tid.
• Kan skyldes delir pga. en somatisk årsag eller anden medicin. Antipsykotika har tvivlsom effekt
• Effekten på psykotiske symptomer som følge af demens er tvivlsom og skal afvejes mod de alvorlige bivirkninger.
I en meta-analyse inkluderede man 15 randomiserede placebokontrollerede studier af 10-12 ugers varighed, hvori indgik over 5.000 demente patienter, som blev behandlet med enten Abilify, Risperdal, Seroquel eller Zyprexa). Her fandt man en 1,5 gange øget risiko for død svarende til NNH på 83, samt en fordobling af risikoen for apopleksi, NNH=13. I sensitivitetsanalysen fandtes desuden ingen forskel mellem de 4 forskellige lægemidler (Schneider 2005).
I en anden meta-analyse, hvori der indgik randomiserede placebokontrollerede studier med Risperdal og Zyprexa var NNH 50 for død og for cerebrovaskulære hændelser var NNH=11 (Ballard 2006).
I et nyligt studie fandt man en højere risiko for apopleksi hos de patienter, som fik et 2. generationsantipsykotikum end hos de som fik et 1. generationsantipsykotikum (2,3 versus 1,7 gange forhøjet risiko ift. ikke-brug). Risikoen var endvidere markant forhøjet hos demente ift. ikke-demente (Douglas 2008).
I et andet studie med demente patienter og patienter på plejehjem, så man derimod en højere dødelighed hos de demente patienter som fik et 1. generationsantipsykotikum (4,8%), mens dødeligheden var 2,7% for 2. generationssantipsykotika og 1,2% for de, som ikke fik antipsykotika (Rochon 2008).
Det støttes af to tidligere studier, hvor man fandt, at 1. generationsantipsykotika var forbundet med ca. 1,5 gange højere dødelighed end 2. generationsantipsykotika (Wang 2005, Schneeweiss 2007). Dog muligvis fordi der i flere tilfælde blev anvendt højere doser af 1. generationsantipsykotika end anbefalet. De absolutte tal for død var 14,1% versus 9,6% (Schneeweiss 2007).
I flere andre epidemiologiske studier fandt man derimod ikke forskel på forekomsten af apopleksi eller død mellem 1. og 2. generationsantipsykotika (Gill 2005, Trifiro 2007).
Samlet set må man derfor konkludere, at både 1. og 2. generationsantipsykotika giver øget risiko for død og apopleksi.